08. OKT. 2026 KL. 12:00

Når samfundet forandrer sig, får boligen en større rolle

NBO I København (10)

Poul Nyrup Rasmussen indledte konferencen med at tale om boligbevægelsens egen historie. Foto: BL

Krig, klimaforandringer, flere ældre og nye former for kriminalitet presser de nordiske velfærdssamfund. På NBO-konferencen i København blev det tydeligt, at boligorganisationerne har en stadig større rolle i løsningen af nogle af de udfordringer, der rækker langt ud over selve boligen.

Det begyndte ikke med mursten, huslejer eller byggeri.

Da boligorganisationer fra hele Norden den 1. og 2. oktober mødtes til NBO-konference i København, handlede en stor del af samtalen om noget langt større: geopolitisk usikkerhed, klimaforandringer, en aldrende befolkning, kriminalitet og ny teknologi.

NBO er det nordiske samarbejde mellem otte bolig- og interesseorganisationer i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, som tilsammen repræsenterer næsten 2,5 millioner hjem.

Fælles for emnerne på konferencen var, at de på forskellig vis ændrer de samfund, boligorganisationerne er en del af. De nordiske boligorganisationer leverer boliger, men de er også lokalt forankrede, demokratisk organiserede og tæt på både beboere, civilsamfund og offentlige institutioner.

Bent Madsen, adm. direktør i BL – Danmarks Almene Boliger og formand for NBO, samlede efter konferencens første dag diskussionerne op.

”Grundlæggende handler det om mennesker og fællesskaber, både når vi taler robusthed overfor klimahændelser, beredskab i bred forstand, aldring og kriminalitet," konstaterede Bent Madsen og påpegede:

”Udfordringerne er vidt forskellige, men et væsentligt element til at håndtere de større risici ligger i de hverdagsfællesskaber og den menneskelige infrastruktur, som netop boligforeningerne i norden er en væsentlig del af.”

Samlet i en enkel tanke: Verden forandrer sig, men sektorens formål gør ikke. Udfordringen er at finde nye måder at løfte det på.

Beredskab findes også mellem mennesker

”Efter 20-30 gode år med ro og stabilitet er vi nu udfordret af en ny virkelighed. Vi kigger ind i en fremtid med mange år i ustabilitet,” sagde Mikkel Vedby Rasmussen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Mikkel Vedby Rasmussen snakkede ikke blot om forsvar, myndigheder og nationale planer. For selvom boligorganisationerne naturligvis skal forholde sig til bygninger, drift og fysisk beredskab, så finder man også noget særligt i boligområderne: den menneskelige infrastruktur.

Beredskab handler også om, hvorvidt mennesker kender hinanden. Om nogen opdager det, hvis en sårbar nabo har brug for hjælp, og om der allerede findes fællesskaber og relationer, som kan træde til, når noget uventet rammer.

Samtidig viste konferencen, hvor forskelligt de nordiske lande står, når det gælder det mere håndgribelige beredskab. Finland har beskyttelsesrum med kapacitet til omkring 85 procent af befolkningen. I Sverige er tallet omkring 65 procent, i Danmark 55 procent og i Norge 45 procent.

Når klimaforandringerne flytter ind

Mark Payne fra Danmarks Meteorologiske Institut tog blandt andet udgangspunkt i en almen bolig på Frederiksberg, hvor han selv tidligere havde boet.

Han fremhævede Landsbyggefondens kortlægning af klimarisici i de almene boligområder som et virkelig flot eksempel på anvendelse af klimadata, og han zoomede i den anledning ind på et alment boligområde, hvor han tidligere selv har boet, hvor han kunne genkende flere af udfordringerne fra sin egen tidligere hverdag.

Beboerne oplever det ikke som temperaturkurver og globale målsætninger, men som vand i kælderen, varme boliger og ejendomme, der ligger udsat, når regnen falder kraftigere, eller vandstanden stiger.

Boligorganisationerne kan ikke styre regnen eller temperaturen. Til gengæld kan de arbejde med, hvordan risiciene håndteres, både i forhold til bygninger og særligt udsatte beboere, og dermed hvor modstandsdygtigt et område er – både fysisk og socialt.

Opgaven er omfattende. Landsbyggefonden har beregnet, at det vil koste omkring 40 milliarder kroner at klimasikre de almene boliger i Danmark mod de konsekvenser, den globale opvarmning forventes at føre med sig.

Vi skal bygge hjem, ikke noget der ligner hjem

Vi bliver flere ældre, og det stiller nye krav til både boliger, pleje og de fællesskaber, der omgiver dem. En finsk oplægsholder satte ord på ambitionen med en formulering, der blev hængende: Vi skal ikke bygge boliger, der er home-like. Vi skal bygge homes.

Det handler ikke kun om brede døre, elevatorer og badeværelser med plads til hjælpemidler. Det handler om, at mennesker skal kunne bevare et selvstændigt liv og oplevelsen af at bo i deres eget hjem, også når behovene forandrer sig. Derfor bliver boligen i stigende grad også en del af diskussionen om sundhed og pleje.

Konferencens opsamling ved NBO’s formand, Bent Madsen, pegede blandt andet på behovet for at tilpasse eksisterende boliger, udvikle flere boligformer med både tilgængelighed og fællesskab, hvor der skabes tættere forbindelse mellem bolig, sundhed, fællesskab og forebyggelse af ensomhed med en fleksibilitet, der i højere grad kan tilpasses den enkelte beboer.  

Pas på den strikkende bedstemor

Samtidig var der et tydeligt opgør med forestillingen om ældre som én samlet gruppe, der først og fremmest er modtagere af hjælp.

Forfatter og museumsdirektør Henrik Hvenegaard Mikkelsen tegnede et langt mere broget billede af de kommende generationer af ældre. De har levet anderledes end generationerne før dem, har andre forventninger til livet og vil også som ældre have forskellige ønsker, behov og livsformer.

”Det er de ældre, der skal redde verden,” sagde han.

Det blev sagt med et smil på læben, men bag formuleringen lå en mere alvorlig pointe: Ældre er ikke kun nogen, samfundet skal tage sig af. De er også en ressource i de fællesskaber, som i stigende grad bliver nødvendige, hvis velfærdssamfundet skal hænge sammen.

Med et glimt i øjet gav han et eksempel på det fra Sverige, hvor der på en plads i byen, der var præget af utryghed og kriminalitet, blev ”udstationeret” strikkende bedstemødre på bænkene, hvorefter de kriminelle fortrak, og trygheden vandt.

Forebyggelse begynder før kriminaliteten

Med udviklingen i Sverige som afsæt gav kriminolog David Sausdal et indblik i, hvordan kriminelle miljøer arbejder med rekruttering, sociale medier og organiserede netværk.

Den vigtigste diskussion var dog, hvad vi kan gøre, før det udvikler sig til kriminalitet. Udsathed, marginalisering, manglende tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked og fraværet af stærke fællesskaber er blandt de forhold, der kan gøre mennesker mere sårbare over for kriminalitet og rekruttering. På den måde ramte diskussionen direkte ind i noget, den almene sektor allerede arbejder med.

David Sausdal fremhævede således flere gange Landsbyggefondens støtte til boligsociale helhedsplaner som en afgørende faktor, der er rettet mod de grundlæggende årsager til, at børn og unge fanges i kriminelle netværk.

Fra velfærdsstat til velfærdssamfund

Flere af konferencens spor mødtes i tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens indledende oplæg.

Han brugte begrebet ”velfærdssamfund 2.0” om en udvikling, hvor de offentlige institutioner fortsat er fundamentet, men hvor civilsamfundet spiller en langt større rolle i løsningen af samfundets udfordringer.

Som eksempel trak han på sit eget banebrydende arbejde med Headspace, der tilbyder rådgivning til unge. Hvis unge får hjælp tidligt, kan problemer gribes, før de vokser sig så store, at der bliver behov for langt tungere og dyrere indsatser.

”Det er en god business-case at støtte dem, inden de bliver virkelig dårlige,” sagde Poul Nyrup Rasmussen.

I formanden for NBO's opsamling af konferencen koblede Bent Madsen den indledende tale fra Poul Nyrup Rasmussen til boligbevægelsens egen historie. De nordiske boligorganisationer voksede selv ud af civilsamfundet, formede den velfærdstænkning, der har været grundlaget for de velfærdssamfund, som vi kender i dag.

 

Om NBO

Housing Nordic – NBO – blev dannet i 1950 og samler otte bolig- og interesseorganisationer fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

Organisationen arbejder for vidensudveksling og koordinering af fælles interesser på tværs af de nordiske lande.

NBO's medlemmer repræsenterer tilsammen næsten 2,5 millioner hjem.

 

NBO I København (9)

1 / 4Bent Madsen, adm. direktør i BL – Danmarks Almene Boliger og formand for NBO, samlede efter konferencens første dag diskussionerne op. Foto: BL

BL 04651

2 / 4Kriminolog David Sausdal gav et indblik i, hvordan kriminelle miljøer arbejder med rekruttering, sociale medier og organiserede netværk. Foto: BL

NBO I København (29)

3 / 4Foto: BL

NBO I København (32)

4 / 4Foto: BL

"Efter 20-30 gode år med ro og stabilitet er vi nu udfordret af en ny virkelighed. Vi kigger ind i en fremtid med mange år i ustabilitet.”

Mikkel Vedby Rasmussen

professor i statskundskab ved Københavns Universitet

Læs senere artikler

Ny rapport: Derfor bliver der ikke bygget flere betalelige boliger i Norden

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Regnar 06111
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Når samfundet forandrer sig, får boligen en større rolle

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Når samfundet forandrer sig, får boligen en større rolle

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 5)

0

Læseliste