06. MAJ 2026 KL. 09:00
Direktøren er fynboen, der aldrig helt slap væk
Britt Kielstrup Hansen kalder sig selv "fynboen, der aldrig slap væk". Foto: Lars Græsborg Mathiasen
06. MAJ 2026 KL. 09:00
Hun voksede op med en morfar, der passede de grønne arealer i en almen boligafdeling. I dag står Britt Kielstrup Hansen i spidsen for Civica og skal både levere boliger, der kan holde til klimaforandringerne – og holde fast i de boligsociale indsatser, der støtter de mest udsatte beboere.
Det første møde med den almene sektor kom længe før uddannelse, jobtitler og helhedsplaner. Som barn boede Britt Kielstrup Hansen nemlig de første fem år af sit liv i en almen bolig sammen med sin mor og sine bedsteforældre i Nørre Åby.
“Jeg kendte intet til det almene overhovedet, før jeg startede i Civica for syv år siden – bortset fra, at jeg har boet de første fem år af mit liv i almen bolig. Det var jo ikke noget, jeg vidste, da jeg var barn. Først da man er blevet ældre, tænker man: Hov forresten, var det egentlig en almen bolig?" fortæller Britt Kielstrup Hansen, mens hun tænker tilbage på de år i Nørre Åby:
”Min morfar var faktisk ansat i boligforeningen. var ejendomsmedarbejder og gik og passede de grønne arealer. Når jeg kom hjem fra børnehave, var det bare ud at finde ham,” husker Britt Kielstrup Hansen omkring opvæksten i det vestfynske.
Dengang var hun naturligvis uvidende om, at hun en dag også skulle gøre tjeneste i den almene sektor, om end lidt længere oppe i organisationsdiagrammet.
I august 2025 overtog hun direktørstolen i Civica, der er Fyns største almene boligorganisation med omkring 11.000 boliger. Forinden havde hun været først byggechef fra ansættelsen i 2019, senere byggedirektør og siden sidste sensommer altså chefen for det hele, da forgængeren Jens Pilholm gik på pension.
Boliger skal renoveres for klima og miljø
Med sin baggrund som bygningsingeniør og med godt 25 år i rådgiverbranchen var Britt Kielstrup Hansen klar på udfordringerne i Civica. Foruden det mest kendte projekt i Vollsmose har boligorganisationen en lang række andre renoveringsprojekter og nybyggerier, der har fyldt meget i direktørens indbakke og dagligdag – og kommer til det mange år i fremtiden.
”20-30 procent af vores afdelinger er enten ved at afslutte eller igangsætte en helhedsplan,” som hun konstaterer. Og det siger noget om, hvor stor en opgave de står med på det område.
Renoveringerne er ikke kun betinget af, at bygningsmassen har alderen til det, men også, fordi den er presset af andre omstændigheder såsom klimaforandringerne. I særdeleshed vand, der kommer både ovenfra og nedefra.
“Grundvandet står højere. Der er meget mere nedbør. Det vil sige, at mange af vores ældre boligafdelinger står med nogle nye udfordringer og presserende udfordringer. Vi ser fx en øget forekomst af opstigende grundfugt og deraf skimmel,” nævner hun som en af flere indikatorer på problemerne.
Klima og økonomi skal gå hånd i hånd
Hun peger også på, at hele den almene sektor – med sin store volumen af ældre bygningsmasse – kan levere et væsentligt bidrag til nedbringelse af CO2-udledningen i Danmark, hvis der er finansiering til de tunge greb.
Det sidste er noget, hun gerne ser adresseret i den kommende boligaftale.
"Det der med at kunne energirenovere og forbedre klimaskærme, fjerne kuldebroer og komme skimmelproblematik til livs – der har vi jo brug for, at Landsbyggefonden kan hjælpe med en finansieringsramme til det,” siger hun.
Nogle udfordringer er knyttet til bestemte byggeskikke og byggematerialer. Britt Kielstrup Hansen nævner især byggeri fra 1960’erne og 1970’ernes byggeboom i Danmark, hvor der blev 'sprøjtet huse ud', som hun siger, og hvor datidens byggesystemer i dag giver problemer.
"Vi har i Civica en energipolitik og tilhørende handleplan med målsætninger om reduktion på både vand, varme og el,” siger hun og nævner, at organisationen har en energikonsulent ansat, som arbejder med indfrielse af målsætningerne i energipolitikken samt med etablering af vedvarende energi som solceller.
For Britt Kielstrup Hansen hænger klima og økonomi tæt sammen med beboernes hverdag. Energirenoveringer skal give sundere boliger og lavere energiforbrug, men de må ikke skubbe huslejen ud af proportioner. Derfor efterlyser hun rammer og finansiering, der gør det muligt at gennemføre de nødvendige klimatiltag i den ældre boligmasse, samtidig med at beboernes husleje holdes på et niveau som er betalbar.
Fakta om Britt Kielstrup Hansen
Direktør i Civica (tiltrådte 1. august 2025).
Startede i Civica i 2019 som byggechef og senere byggedirektør med ansvar for drift og byggeri.
Uddannet ingeniør (færdig i 1994) og arbejdede ca. 25 år i rådgiverbranchen.
Boede som barn i almen bolig i Nørre Åby sammen med sin mor og bedsteforældre. Morfar arbejdede i boligforeningen og passede grønne arealer.