16. OKT. 2026 KL. 12:00
Fra folkedans til cykelværksted: Her får små idéer lov at vokse
Foto: Lars Græsborg Mathiasen
16. OKT. 2026 KL. 12:00
I Nørreland i Holstebro bruger en lokal kultur- og idrætsforening boligområdets Trivselshus som base. Her kan en idé om bulgarsk dans, cykelreparation eller håndarbejde vokse ind i et fællesskab, uden at hver lille gruppe først skal kæmpe med bankkonto, vedtægter og administration.
Den bulgarske musik brøler inciterende fra en sort højtaler i Trivselshuset Asagården. På gulvet springer en lille gruppe frem med avancerede trin. Niveauet er højt, og de følger de høje tempo, og der bliver grinet højt, hvis fødderne en sjælden gang imellem ikke helt vil det samme.
Amina Saidova er der sammen med sin datter. Hun er ikke selv fra Bulgarien, men hun kan lide bevægelsen, musikken og det at møde mennesker med en anden baggrund end hendes egen.
”For mig har det faktisk stor betydning, fordi jeg kan lide forskellige kulturer. Jeg kan godt lide at se forskellige folk være venner med hinanden og lære forskellige traditioner,” fortæller hun.
Amina er ikke kun deltager. Hun sidder også i bestyrelsen i Nørreland Kultur- og Idrætsforening, NKI, og fungerer som kontaktperson mellem gruppen og foreningen.
Den bulgarske dans er én blandt flere aktiviteter. NKI rummer blandt andet cykelværksted, håndarbejde, svømning og en børneklub. Nye grupper kan komme til med deres egen idé og blive en del af foreningen.
Amina og datter danser med de andre. Foto: BL
Foreningen tager det tunge
Henriette Poulsborg er formand for NKI. For hende er noget af det vigtigste, at små grupper ikke behøver begynde med alt det, der normalt følger med en forening.
”Vi kan hjælpe en masse små grupper i gang, så de ikke skal koncentrere sig om alt det svære og administrative. Så de kan gøre det, de gerne vil. For eksempel danse eller hækle eller reparere en cykel,” siger hun.
NKI fungerer som en paraply. Foreningen har CVR-nummer, bankkonto og kan hjælpe med at søge fonde og støtte aktiviteterne.
For de frivillige er det ikke nogen lille detalje, da det betyder, at de kan koncentrere sig om aktiviteterne frem for det administrative. Henriette fortæller, at netop CVR-nummer, bankkonto og vedtægter var noget af det mest besværlige, da foreningen skulle etableres. Det tog næsten to år bare at få bankkontoen på plads.
Midt i boligområdet – men åbent for hele byen
NKI bruger Trivselshuset ved Asagården som base. Omkring huset ligger store grønne arealer og mere end 1.300 boliger, men foreningen er ikke kun for beboerne i området.
”Vi er åbne for alle, der har lyst, fra hele Holstebro-området,” siger Henriette.
For hende betyder selve huset meget. Det giver adgang til lokaler, som små grupper ellers ikke nødvendigvis ville have, og gør det muligt at samle aktiviteter tæt på, hvor mennesker bor.
Henriette er selv vokset op i området, har boet andre steder og er senere flyttet tilbage. Hun taler varmt om både de grønne omgivelser og de mange muligheder, der findes lokalt.
Formand for NKI, Henriette Poulsborg
Små barrierer fylder meget
Charlotte Egede Frost er børn- og ungekonsulent i DGI Vestjylland og arbejder tæt sammen med NKI.
Hun peger på, at der kan være langt flere barrierer på vej ind i et foreningsfællesskab, end man umiddelbart tror. Hvordan kommer man derhen? Hvad koster det? Hvilket tøj skal man have på? Skal man kunne noget på forhånd? Hvem kommer ellers? Selv halvanden kilometer kan være langt, hvis familien ikke har mulighed for at cykle, følge børnene eller ikke har tradition for at gå til organiserede fritidsaktiviteter.
DGI hjælper blandt andet NKI med organisering, kommunikation, synlighed og den gode velkomst. Foreningen har samtidig valgt en utraditionel kontingentmodel, som passer til netop deres situation. Et medlemskab koster 100 kroner om året og giver adgang til alle foreningens tilbud.
Charlotte Egede Frost, DGI
Seks deltagere kan godt være en succes
Bulgarsk dans kan ikke fylde Gråkjær Arena, hvor håndboldholdet Team Tvis Holstebro hører hjemme. Nogle gange kommer der faktisk kun en håndfuld, mens der på bedre dage kan være omkring 20.
For Charlotte Egede Frost er det ikke nødvendigvis et problem.
”Vi skal have god tid til at sikre, at de her foreninger etablerer sig,” siger hun.
Hun peger på, at seks deltagere på et traditionelt idrætshold nogle steder ville blive betragtet som for få. I Nørreland kan succeskriteriet være et andet. Fire børn til fodbold en søndag morgen kan være begyndelsen på noget, der vokser.
Det samme gælder aktiviteterne. NKI er ikke bygget op omkring én bestemt idræt. Hvis nogen vil danse, bliver der plads til dans. Hvis andre vil reparere cykler eller starte en mandegruppe, kan foreningen hjælpe dem i gang.
For boligorganisationer og idrætsforeninger ligger der en ret enkel læring i modellen fra Holstebro: Brug de rammer og relationer, der allerede findes. Gør det nemt at komme med en idé. Hjælp med det administrative. Og giv de små fællesskaber tid til at vokse.
Erfaringerne fra Nørreland er netop den type lokale modeller, BL og DGI vil samle op på og gøre brugbare flere steder gennem det nye nationale partnerskab.
Læs senere artikler
BL og DGI vil nå dem, foreningslivet ikke når i dag
Om skribenten
Jens er leder af BL’s kommunikationsafdeling. Her er han ansvarlig for at sikre synlighed og interessevaretagelse for medlemmerne gennem journalistik og storytelling.
Seneste Artikel
BL og DGI vil nå dem, foreningslivet ikke når i dagJens er leder af BL’s kommunikationsafdeling. Her er han ansvarlig for at sikre synlighed og interessevaretagelse for medlemmerne gennem journalistik og storytelling.
Seneste Artikel
BL og DGI vil nå dem, foreningslivet ikke når i dag0