17. JUN. 2026 KL. 12:00

Fagfolk har tygget på den nye regerings forslag: Især to grupper får et økonomisk løft

Katjabettina

Katja Adelhøj Lindblad-Clausen (tv), chef for socialt bæredygtige indsatser i Domea.dk og Bettina Bach, boligsocial chef i Bo Trivsel uddeler både ros og ris til det nye regeringsgrundlag. Foto: Lars Græsborg Mathiasen

Mange gode takter, stor betydning for udsatte beboere, men også bekymring for, om de mange fine ord bliver omsat til handling, lyder vurderingen fra boligsociale chefer.

Familier, der er økonomisk trængte, børn, der ikke trives, og mennesker, som lige har fået fodfæste efter en periode på kontanthjælp.

Særligt de beboere i de almene boliger vil få flere penge mellem hænderne i hverdagen, hvis den nye regerings barslede tiltag bliver til virkelighed. Det vurderer boligsociale fagfolk med fingeren på pulsen.

”Der er ingen tvivl om, at der er taget højde for beboere i udsatte positioner og familier med børn, der har det svært,” siger Katja Adelhøj Lindblad-Clausen, chef for socialt bæredygtige indsatser i Domea.dk, der driver og rådgiver boligorganisationer landet over.

Hun roser, at regeringsgrundlaget rækker langt ind i de almene boligområder og gavner beboerne bredt gennem en række elementer:

”Politikerne har fået øjnene op for, at boligpolitikken i virkeligheden trækker tråde ud i langt de fleste andre politikområder.”

Regeringen lægger op til en markant styrket indsats for økonomisk udsatte familier og sårbare borgere. Blandt andet forslag til økonomisk støtte, boligsociale indsatser, psykiatri og tryghed.

Penge mellem hænderne

I Bo Trivsel, der står for den boligsociale helhedsplan i Horsens, vurderer boligsocial chef, Bettina Bach, at det især er de lavest lønnede, som regeringens forslag vil gavne økonomisk.

”Forslagene har stor betydning for dem, der lige er kommet ud af kontanthjælp til selvforsørgelse, men lige præcis ikke kan få tilskud til fx tandlæge og medicin,” siger Bettina Bach.

Generelt set vil beboerne opleve et økonomisk løft, forventer den boligsociale chef. Hun peger på, at både pensionister, førtidspensionister og børnefamilier er tænkt ind i det 77 sider lange regeringsgrundlag.

Set med hendes briller er de vigtigste forslag i forhold til beboerne bedre muligheder for økonomisk hjælp til boligudgifter for udsatte familier, og at momsen på fødevarer skal halveres samt helt afskaffes på frugt og grønt:

”Det er jo helt konkret penge mellem hænderne til beboerne, og det giver rigtig god mening.”

Behovet for kontante lettelser er da også til at tage og føle på. Allerede tidligere på året viste beregninger fra BL - Danmarks Almene Boliger, at hele 400.000 almene husstande var så pressede af de seneste års stigende priser, at de var berettiget til den fødevarecheck, som den tidligere regering nåede at sende på gaden.

Hvor den gamle check var en midlertidig håndsrækning, vil den nye regerings momsforslag i stedet give beboerne et permanent økonomisk pusterum.

Billigere fødevarer, mener Katja Adelhøj Lindblad-Clausen, vil også få ”stor betydning” for især de udsatte beboere, som har mindst.

Her er forslagene fra regeringen

Regeringen lægger op til en markant styrket indsats for økonomisk udsatte familier og sårbare borgere. Blandt forslagene er:

  • Bedre muligheder for, at kommunerne kan yde økonomisk hjælp til boligudgifter for økonomisk udsatte familier.
  • En permanentgørelse og fordobling af det offentlige huslejetilskud til økonomisk udsatte beboere i almene boliger.
  • Højere ydelse til sårbare unge med bestemte psykiske diagnoser i kontanthjælpssystemet.
  • Hurtigere regulering af overførselsindkomster ved høj inflation.
  • Nye initiativer, der skal styrke deltagelsen i fritids- og fællesskabslivet.
  • Momsen på fødevarer skal halveres samt helt afskaffes på frugt og grønt.
"Når man ser på forslagene samlet, er det især familier i udsatte positioner og borgere med meget begrænset økonomisk råderum, der står til at få et løft. Det gælder både gennem billigere fødevarer, hurtigere regulering af overførselsindkomster og en styrket hjælp til mennesker, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen."

Solveig Råberg Tingey

viceadministrerende direktør i BL

Læs senere artikler

Regeringsgrundlag rækker langt ind i de almene boligområder

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Hjælp til at klare hverdagen

Det er de beboere, hun er optaget af som chef for Social Bæredygtighed hos Domea.dk. Med den kasket på rummer regeringsgrundlaget mange gode takter: Hun fremhæver deres forslag om bedre psykiatri, huslejetilskud, familiepakke rettet mod mistrivsel og langvarigt skolefravær, men også skolemad og højere forsørgelse til unge med psykiske diagnoser som centrale elementer.

”Vi vil gerne have de unge ud på arbejdsmarkedet, men nogle er midlertidigt ikke i stand til det eller så syge, at de skal have hjælp til at klare hverdagen og undgå at blive sat på gaden.”

Hun roser også forslaget om at øge kontanthjælpsydelsen med mindst 1.000 kroner pr. måned til sårbare unge under 30 år, der er udfordret af bestemte psykiske diagnoser:

”Vi har jo de der 45.000 unge uden for job og uddannelse. Nogle af dem er bare rigtig dårlige, og de fik færre penge i ydelsesreformen sidste år.”

Hun hilser det desuden velkomment, at børn i trængte familier skal have hjælp ved at afbureaukratisere fritidstillægget i kontanthjælpssystemet.

Men ingen af de to boligsociale fagfolk falder pladask på halen over regeringsgrundlaget.

”Mange af forslagene er uklare, mangler finansiering eller kan ende i langvarige kommissioner og arbejdsgrupper. Hvis pengene ikke sendes med ud til kommunerne, kommer det her ikke til at ske i praksis,” siger Katja Adelhøj Lindblad-Clausen.

Bettina Bach er også forbeholden:

”Der er nogle gode takter, men vi har stadigvæk nogle fattigdoms- og ulighedsproblematikker, som ikke bliver håndteret direkte. Der er en masse indirekte ting, som har betydning og kan have stor betydning, men som ikke rammer rent på dem, der har mindst. Så det er stadigvæk en lappeløsning, men meget bedre end en yderligere forringelse.”

Også BL ser positivt på, at regeringen flere steder forsøger at styrke økonomien for mennesker med de laveste indkomster.

"Når man ser på forslagene samlet, er det især familier i udsatte positioner og borgere med meget begrænset økonomisk råderum, der står til at få et løft. Det gælder både gennem billigere fødevarer, hurtigere regulering af overførselsindkomster og en styrket hjælp til mennesker, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen," siger Solveig Råberg Tingey, viceadministrerende direktør i BL.

Hun fremhæver blandt andet regeringens planer om at gøre huslejetilskuddet til udsatte borgere permanent:

"Vi er glade for, at regeringen lægger op til mere varige løsninger. Det er særligt positivt, i lyset af at den særlige støtte til boligudgifter blev afskaffet med kontanthjælpsreformen. Når økonomien bliver for presset, er det ofte boligen, der kommer i fare. Derfor er det positivt, at regeringen både ser på de løbende leveomkostninger og på muligheden for at hjælpe mennesker med at fastholde deres bolig."

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 5)

0

Læseliste