17. JUN. 2026 KL. 12:00
Da boligpolitikken fyldte Folkemødet: Her er 5 ting, vi lærte
Clement Talks i BL's Dome om boligpolitik trak fulde huse. Foto: Lars Græsborg Mathiasen
17. JUN. 2026 KL. 12:00
Boligpolitik trak fulde huse i de almene boligers dome på Folkemødet 2026. Og det blev tydeligt, at spørgsmålet om, hvordan vi bor, rækker langt ud over mursten, matrikler og husleje.
Solen lå over Allinge det meste af Folkemødet. Der kom et par bornholmske byger undervejs, men mest af alt kom der mennesker. Nysgerrige mennesker, som havde mange scener at vælge imellem, og som alligevel igen og igen fandt vej til BL's Dome, når samtalen handlede om boliger. Om hjem. Om sundhed. Om klima. Om psykiatri, beredskab, frivillighed og fællesskaber.
Her er fem ting, Folkemødet viste om boligpolitikken.
1. Boligpolitik er rykket ind i centrum
Boligpolitik var ikke et smalt fagspor på Folkemødet. Det var et af de emner, der kunne samle rigtig mange mennesker på tværs af sektorer, partier, organisationer og geografi.
Det mærkede man i domen fra første dag. Receptionen for de almene blev hurtigt til mere end en åbning. De to Clement Talks trak både fulde stole og et publikum, der var med i debatten. Debatterne om folkesundhed, beredskab og psykiatri viste, hvor langt boligpolitikken rækker ind i andre dagsordener. Og om aftenen fortsatte samtalerne ved de udsolgte fællesspisninger, hvor dagens pointer blev vendt videre over maden.