Jobindsats i fsb: Sådan fik Else sit liv tilbage

Else har allerede været i gang i fire timer, da Fagbladet Boligen møder hende klokken 10 i fælleshuset på Nørrebro en grå januardag. Hun har sit gule arbejdstøj på og virker først en smule nervøs ved tanken om at skulle fortælle sin historie.

Men det varer ikke længe, før Else Karoline Møller selvsikkert begynder at sætte ord på sin rejse gennem kontanthjælp, arbejdsprøvninger og ”systemer” – frem til i dag, hvor hun har fast job i fsb på deltid som ejendomsfunktionær i boligafdelingen Ågården.

”Jeg elsker at være en del af driftsholdet herude. Jeg får lov til at lave opgaver, som jeg synes er sjove, og som jeg ved gør en forskel for beboerne. Det giver mig selvtillid og en tro på, at jeg er vigtig,” siger hun.

Sådan har det ikke altid været.

Fra arbejdsliv til krise – og tilbage igen

Else kom til Danmark fra Grønland i 1997 som 24-årig. Hun uddannede sig til tøjdesigner, som førte hende verden rundt til modeshows og udstillinger. Hun har arbejdet i Københavns to største varehuse og fløjet som stewardesse for Air Greenland.

Hun var altid i gang – arbejde og kreativitet var en naturlig del af hendes liv.

”Jeg har altid været i arbejde,” fortæller hun.

Men da hendes kæreste døde af sygdom i 2011, brød Elses verden sammen. Sorgen ramte hårdt, og langsomt mistede hun fodfæstet – både i hverdagen og på arbejdsmarkedet.

”Jeg holdt op med det hele. Alt mit kreative arbejde og også det grønlandske kor, som jeg elskede at være en del af,” siger hun.

Det blev begyndelsen på en lang periode, hvor Else kæmpede med at finde sin plads igen, samtidig med at hun var hjemløs. Det var en mørk tid i hendes liv, hvor troen på egne evner langsomt forsvandt.

Læs hele Elses fortælling om, hvordan tillid og anerkendelse gav hende lyst til at leve igen

Et vendepunkt med små skridt

Et afgørende vendepunkt kom, da Else i sommeren 2024 – efter adskillige arbejdsprøvninger gennem kommunen – fik mulighed for at starte i job hos fsb gennem det sociale frikort.

Hun blev en del af fsb’s projekt ”En ekstra hånd”, der skaber kompetencelette og relevante jobs til beboere, som står langt fra arbejdsmarkedet, og som gavner af at arbejde få timer om ugen.

Projektet fokuserer på opgaver i fsb’s ejendomskontorer og renoveringsprojekter, som både er nødvendige og fungerer som udviklingsarena for den enkelte.

Else begyndte med små opgaver i morgencaféen i fælleshuset, seks timer om ugen, tilpasset hendes tempo og overskud.

”Det var godt for mig at starte langsomt og med opgaver, jeg kunne finde ud af. Jeg skulle lige finde modet til at komme ud i livet igen,” siger hun.

Tryghed, tempo og det rette match

Iben Nova Rask, der er social beskæftigelseskonsulent og tæt knyttet til Else, forklarer:

“Vi må gerne spørge: ‘Hvad mangler vi?’, så længe vi samtidig fokuserer på, hvilke rammer der gør medarbejderen i stand til at løse opgaven bedst – den rette sidemandsoplæring, passende arbejdstid og et godt match mellem medarbejder og arbejdsfællesskab,” forklarer hun.

I praksis betyder det, at tryghed og arbejdsopgaver går hånd i hånd. Når den balance rammes og krydses med anerkendelse, så kommer stabilitet og tempo naturligt.

”Det er Else, der har foden på speederen,” siger Iben og kigger over på hende:

 ”Først da du var klar til mere, fik du mere. Havde du brug for ro, justerede vi. Vi lytter til medarbejderen og tænker gerne ud af 37 timers-kassen. Vigtigst er, at vores jobs er lønnede, for det er en kæmpe anerkendelse.”

Efter kort tid fik Else mulighed for at skifte morgencaféen ud med driftsopgaver i fællesområderne.

”Jeg kunne mærke, at det gjorde noget godt for mig at være udendørs – og det, jeg drømte om,” siger hun.

Sidemandsoplæring og et stærkt driftsteam

De to garvede ejendomsfunktionærer, Magnus Frederik Jensen og Øyvind Wendelin, tog Else under vingerne og sørgede for sidemandsoplæring, så hun gradvist kunne arbejde mere selvstændigt med opgaver som grønne områder, affaldssortering og daglige opgaver i afdelingen.

”Det var en stille og rolig optrapning, som gjorde, at hun landede ordentligt,” siger Øyvind og fortsætter:

”Hun gik bare i gang. Fra starten viste hun, at hun kunne tage ansvar og tænke selv. Hvis noget kunne gøres bedre, sagde hun det. Hvis noget skulle fikses, blev det gjort. Hun kan både arbejde selvstændigt og samarbejde — og det skaber god energi i teamet.”

Sammenhold på driftsholdet

Else mærkede hurtigt, at det tætte samarbejde med kollegerne og sammenholdet på driftsteamet i områdets boligafdelinger var vigtigt for hendes udvikling.

”Driftsholdet herude er som en familie. Vi griner, hjælper hinanden og deler erfaringer. Og det gør en kæmpe forskel, når man har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid,” siger hun.

Øyvind tilføjer: ”Else gik bare i gang, og vi tænkte alle: Okay, hun har noget gåpåmod. Hun passer perfekt ind i holdet og bidrager med energi og engagement.”

Han gik derfor til sin ledelse efter noget tid for at anbefale en reel ansættelse af Else – for hende ville de nødigt undvære.

Anerkendelse ændrer selvbilledet

At blive anerkendt og taget alvorligt af både kolleger og beboere har ændret Else – både fagligt og personligt.

”Før så jeg mig som én, der skulle have hjælp hele tiden. Nu ser jeg mig som én, der er god til mit arbejde, og det gør mig stolt. Jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde og går altid glad hjem igen,” siger hun.

I dag er Else fastansat på deltid som ejendomsfunktionær i fsb – en løsning, der både giver hende ro, struktur og økonomisk tryghed.

Mod, vilje og et godt liv

Else fortæller, at hun sover bedre i dag. Hun har fundet ro, selvtillid og mod til at leve et godt liv. Hvis hun skal beskrive sin rejse med ét ord, er hun ikke i tvivl:

”Mod.”

Og til andre, der står, hvor hun selv stod engang, har hun et klart råd:

”Uanset, hvor svært du har det, så prøv. Og bliv ved. Giv ikke op.”

Elses historie viser, hvordan små skridt, anerkendelse og stærke samarbejdsrelationer kan ændre liv – og hvordan almene boligorganisationer som fsb kan give udsatte beboere både tro på sig selv og en meningsfuld plads i fællesskabet.