Stopper efter 52,5 år: Festen slutter på et tidspunkt

Det er den 1. august 1973. En 21-årig ung kvinde går ind ad døren til Andelsboligforeningen Himmerland (Nu: Himmerland Boligforening). Hun kigger sig lidt omkring. Kontoret. Skrivebordene. Menneskene. Hun tænker:

”Hold da op, hvor er de gamle.”

Gunhild Bjørn griner stadig, når hun fortæller det i dag. Med den der tørre, præcise humor, som kendetegner en lun nordjyde.

”Dengang var jeg jo ny. Mere usikker og forsigtig. Fra min læretid i en speditørvirksomhed vidste jeg godt, at man skulle holde sine meninger for sig selv. At man ikke skulle fylde for meget.”

Men med sig ind ad døren havde hun til gengæld noget andet. En mening. En retning. Og en meget veludviklet retfærdighedssans.

”Jeg var egentlig på vej et andet sted hen. Efter min læretid havde jeg fået arbejde på slagteriet i Nørresundby. Men en jobsamtale i Andelsboligforeningen Himmerland, som det hed dengang, ændrede mine planer. Jeg blev tilbudt bedre vilkår, mere i løn og længere ferie,” mindes Gunhild Bjørn.

Så hun ringede tilbage til slagteriet og fortalte, at hun alligevel ikke kom.

”Det blev jeg ikke ligefrem populær på,” siger hun i dag med et forsigtigt smil.

Men Gunhild har nu aldrig været bange for at tage den rigtige beslutning, selvom alle ikke er enige. Og det blev starten på 52,5 år i samme boligorganisation.

Blæk på hænderne og orden i linjerne

Arbejdet så anderledes ud dengang. De var færre medarbejdere, så Gunhild har prøvet stort set alle administrative funktioner, før hun i slutningen af 80’erne endte som forvaltningschef med ansvar for udlejning, klagesager og beboerdemokratiet.

Da hun startede, blev ledige boliger slået op med spritduplikator.

”Når man var færdig, var man fuldstændig fedtet ind i blæk fra top til tå,” griner hun og fortsætter:

”Og budgetterne blev skrevet ind i hånden i kolonnebøger. Og hvis det ikke var gjort ordentligt, var der ikke noget, der hed rettelser. Så var det forfra,” fortæller hun.

Hierarkiet var tydeligt i boligforeningen. Kom man to minutter for sent, skulle man ind på forretningsførerens kontor og sige undskyld.

”Som ny holdt man nok mere sine meninger for sig selv,” siger hun.

Og det gjorde Gunhild også. Men hun har altid haft sine egne tanker om tingene – det tog bare tid at sige dem højt.

Med årene ændrede det sig. Ikke som et stort brud, men som en langsom bevægelse. Erfaringen voksede og sikkerheden med. For Gunhild står fast.

Næsten 40 år som kvindelig leder

I slutningen af 80’erne blev den skarpe og talentfulde Gunhild forfremmet til forvaltningschef. En rolle, hun har udfyldt lige siden.

Som kvindelig leder gennem mange år har hun også oplevet, at hendes ord ikke altid vejede lige tungt.

”I starten lyttede man nok lidt mere til mændene. Vi kvinder skulle kæmpe lidt mere. Stå lidt mere fast,” siger hun.

Så hun stod fast. Ikke med de store armbevægelser eller ved at råbe højest – men fordi hun af natur er lidt stædig og vedholdende. Og det er nok det mest bemærkelsesværdige. Hun blev.

”Jeg har da haft kuglepennen fremme et par gange og overvejet at skrive ansøgninger for at prøve noget andet, men hver gang stoppede jeg,” forklarer Gunhild.

Måske fordi hun er stædig. Måske fordi hun er vedholdende. Eller i virkeligheden skyldtes det også noget andet:

”Jeg har aldrig nogensinde været ked af at komme på arbejde,” forklarer hun.

Det, der aldrig har ændret sig

Der er én ting, der går igen, uanset hvor i hendes arbejdsliv, man stopper op.

Retfærdighed.

Hun slår det ikke stort op. Men det ligger i næsten alt, hun fortæller om.

”Jeg kan slet ikke have, hvis folk ikke bliver behandlet ordentligt,” siger hun med en vis bestemthed, ligesom hun senere forklarer:

”For mig fylder retfærdigheden nok bare mere, end at man kan få lukket en sag i en fart.”

Som forvaltningschef har hun oplevet, hvad der sker, når ’systemet’ tager over. Når mennesker bliver behandlet som sagsnumre.

”Det kan få mig helt op i det røde felt,” siger hun.

Og her ændrer hendes tone sig for første gang. Ikke dramatisk. Bare nok til at man kan mærke, at det er noget, hun har kæmpet med. Og kæmpet imod.

Det kan være en beboer, der ikke får den rette hjælp fra det offentlige. Regler, der rammer de forkerte. Eller én nabo, der ødelægger det for de mange. Retfærdighed er ikke det samme som at gøre alle glade. Det ved Gunhild godt.

Hun har talt med store ord for at få en samarbejdspartner til at hjælpe en beboer. Hun har truffet beslutninger, der kan gøre ondt. Og hun har også opsagt beboere:

”Der er da nogle, der ikke synes, jeg er den bedste ven, de har haft,” siger hun uden omsvøb.

Men nogle gange er konsekvens nødvendig.

”Der er ingen, der skal have lov til at ødelægge de andre beboeres dagligdag,” siger hun, inden hun knastørt konstaterer:

”Festen slutter på et tidspunkt.”

Og det er så sandt, som det er sagt. For alting har en ende – også Gunhilds karriere. Og skulle en ny 21-årig kvinde starte i Himmerland Boligforening i dag, kan det være, hun tænker: ”Hold da op, hvor er de gamle.”

Den sidste arbejdsdag

Fagbladet Boligen møder Gunhild på hendes sidste arbejdsdag. Hendes afskedsreception fredag den 27. marts i Aktivitetshuset på Sallingsundvej i det østlige Aalborg.

Flaget var blevet hejst fra morgenstunden. Der var et kort øjeblik, hvor de overvejede at flage på halv.

"Sorgens dag," som organisationsbestyrelsens formand, Tina Ochsendorf, formulerede det fra talerstolen senere på dagen. Hun lod ordene hænge et kort øjeblik, inden hun trak i land med et smil: “Men det er selvfølgelig også en glædens dag.”

Rummet er stuvende fuldt. Kollegaer, tidligere kollegaer, bestyrelsesmedlemmer og samarbejdspartnere står tæt. Der bliver nikket, klappet på skuldre og grinet på den måde, hvor man kan høre, at mange af historierne er blevet fortalt før – og bliver bedre hver gang.

Organisationsformand, Tina Ochsendorf (Fotograf: Lars Horn)

Når Tina Ochsendorf skal beskrive Gunhild Bjørn, er det med ord som: ”En grundpille. En konstant. En, der har sat dybe spor hos mange mennesker.”

Alle disse ord før dagens bedste sammenligning kom. Ghostbusters: ”Who are you gonna call?”

Salen brød ud i latter. For det, Gunhild ikke ved, det er ikke værd at vide – som det blev formuleret. Hvis noget skulle løses, hvis noget sad fast, hvis en sag trak ud – så var der ét nummer, man ringede til de seneste 52 år: Gunhilds.

Har altid trukket på erfaring og viden

Nogle af dem, der gennem årene har mærket til den føromtalte stædighed og retfærdighedssans er Aalborg Kommune. De var repræsenteret ved tidligere rådmand for Job og Velfærd, Nuuradiin Hussein (A), som også holdt en tale. Han har samarbejdet med Himmerland Boligforening siden 2004, og han fortalte, at der dengang var ét navn, som blev ved med at blive nævnt igen: Gunhild Bjørn.

”Nogen har kaldt dig stram i betrækket og måske lidt skrap. Det er der også noget sandhed i, men det er ikke hele historien. For du er også varm, kærlig og sjov. Du er et menneske, der insisterer på, at en sag bliver fulgt til dørs. Du slipper ikke, før du ved, at det er blevet bedre, og at beboerne har fået den rette behandling,” fortalte Nuuradiin Hussein.

Han gav Gunhild stor ære for, at Aalborg Kommune står et andet sted i dag. De har altid kunnet trækket på hendes viden og erfaring.

Gunhild larmer ikke, og den stille ydmyghed stråler ud af hende. Hun siger selv, at hun altid har været bedst til at operere i baggrunden. Derfor er det da også lidt ironisk, at hendes sidste arbejdsdag er en begivenhed, hvor hun er i centrum. Lidt nervøs holdt hun en tale for den store forsamling.

”Det her bliver ikke nemt,” indledte hun. For derefter at sætte lidt ord på alt det, hun kommer til at savne:

“Der er ikke to dage, der er ens. Og det er jo jer, der har gjort det hele værd. Det gode humør – også når der er travlt. Snakkene, drillerierne … røverhistorierne, der bliver bedre gang for gang.”

Hun fik salen til at bryde ud i grin, da hun annoncerer, at hun har givet sin vigtigste arbejdsopgave videre:

”Jeg kan ikke længere holde styr på alle mændenes hår og sende dem til frisør. Den er givet videre til Louise, der nu har ansvaret,” meldte Gunhild.

Og det siger lidt om hendes humor – og forklarer, hvorfor hun flere gange i løbet af dagen blev omtalt som Himmerland Boligforenings mor.

Herefter rettede hun opmærksomheden mod ejendomspersonalet, der altid har været imødekommende og hjælpsomme. Og afdelingsbestyrelserne – hvor mange af relationerne rækker flere årtier tilbage. En af deltagerne, Palle Nielsen, har hun samarbejdet med i 48 år. Organisationsbestyrelsen blev takket for deres retning og de pejlemærker, der har gjort hendes arbejde nemmere.

Men det er ikke nødvendigvis arbejdsopgaverne, der bliver savnet mest. Det er menneskene:

“Jeg kommer til at savne alle snakkene. Om alt og ingenting,” sagde Gunhild til forsamlingen, før hun sluttede: ”Tak til alle, der er mødt op. Jeg ved, at I vil passe godt på Himmerland.”

Talen blev efterfulgt af en minutlang stående ovation fra forsamlingen. En passende afslutning på en sidste arbejdsdag.

52,5 år efter Gunhild trådte ind ad døren og tænkte, at alle var gamle, går hun ud igen. Hun efterlader et helt særligt aftryk. En måde at være på. En måde at arbejde på. En vedholdende insisteren på, at mennesker ikke bare er sagsnumre. Og med en helt grundlæggende regel, der har holdt hele vejen: det skal være retfærdigt. Også når det er besværligt. Også når det ikke gør en populær. Og også når det betyder, at festen slutter på et tidspunkt.