08. APR. 2026 KL. 12:00
Skrald og hash flød rundt om ørerne på Peter: Social vicevært blev hans redning
Peter Godthaab har fundet glæden ved livet tilbage. Hjælpen kom fra den sociale vicevært. Foto: Lars Græsborg Mathiasen
08. APR. 2026 KL. 12:00
I Horsens har et særligt samarbejde mellem de almene boligorganisationer og kommunen gjort en stor forskel for mange beboere. Heriblandt Peter, der undgik at blive hjemløs takket være Nasli, den sociale vicevært.
Der var skrald, affald og kaos overalt i lejligheden, hvor Peter havde selskab af seks katte, han heller ikke kunne tage vare på – og så kom der tilmed en vandskade fra overboen. Det var kun et spørgsmål om tid, før Peter ville blive nødt til at flytte uden et sted at gå hen.
Hjemløsheden truede. Og så gjorde den tidligere taxachauffør noget, han aldrig har gjort før. Han rakte ud og bad om hjælp.
”Det ligger ikke til min natur at bede om hjælp. Det havde jeg aldrig gjort før. Jeg er opdraget med, at man skal klare sig selv,” fortæller den nu 54-årige horsensianer om den situation, han stod i for lidt over et år siden.
Til sidst var der dog ikke mere, Peter selv kunne gøre. Han havde brug for hjælp. Han rakte ud. Først til boligforeningen og Horsens Kommunes ”Din Indgang”-indsats, der sendte ham videre til Bo Trivsel. Det var her, at den sociale vicevært Nasli Aslan blev koblet til Peter.
”Peter kontaktede os og gav udtryk for, at han havde brug for at finde et andet sted at bo. Jeg tog ud for at besøge Peter, som rigtig nok boede under meget fæle forhold. Det var faktisk så grelt, at jeg måtte spørge ham, om vi kunne tage mødet ude på trappen, da jeg ikke kunne holde ud at være i lejligheden længere tid ad gangen,” fortæller Nasli.
Indsatsen er en del af samlet boligsocial helhedsplan
Indsatsen er en del af en samlet boligsocial helhedsplan, som er støttet af Landsbyggefonden.
Helhedsplanen dækker 3.164 boliger. Og det samlede antal beboere er 5.239.
Læs mere om den boligsociale indsats i Horsens her.