Tårnbyhuse vandt sag om snyd med boligbytte

08. jan 2019

Det kan betale sig at tjekke, om beboeren faktisk bliver boende på adressen efter et boligbytte. Det konstaterer boligorganisationen Tårnbyhuse.

 

Tårnbyhuse går altid ind og tjekker, om folk bliver boende, for de skriver i dokumenterne, at de skal tage varigt ophold i boligen.

 

Resultatet er, at boligorganisationen lige har vundet en retssag om ulovligt boligbytte. Det udfald er de meget tilfredse med.

Der er nemlig 20 års ventetid – og 30 år på netop en stor 3-værelses som den, der blev snydt med.

Boligorganisationen Tårnbyhuse har 8 afdelinger med i alt 2.100 lejemål. Tårnbyhuse har omkring 10 boligbytter om året. De fleste er beboere, der internt bytter. I de sidste ti år er det første gang, at boligorganisationen har kørt en sag om snyd.

 

Havde købt hus

Sagen drejer sig om et søskendepar, der brugte reglerne om boligbytte. Den ene boede til leje privat, og den anden havde en attraktiv lejlighed på 80 kvadratmeter til 5.000 kroner om måneden. 

 

De to opfyldte kriterierne for at bytte bolig – og byttede. Men boligorganisationen fik et tip fra beboere om, at kvinden ikke var flyttet ind hos den private udlejer.

 

Udlejningschefen tjekker altid adresserne på dem, der bytter. Men på grund af tippet fandt boligorganisationen endnu hurtigere ud af, at noget var galt.

 

Kvinden boede ikke i den private udlejningsejendom, men i et hus, hun havde købt et andet sted på Sjælland. 

Sagen blev med det samme sendt til Tårnbyhuses advokat.

 

Sag har taget halvandet år

I retten kom det frem, at flere ting tydede på, at det hele tiden havde været meningen, at kvinden skulle bo i huset med sin familie og ikke i broderens lejlighed. Det oplyser Tårnbyhuse til Fagbladet Boligen.

 

Kvinden havde oplyst i telefonen til Tårnbyhuse, at hun skulle bo i lejligheden, mens hendes nye hus blev sat i stand.

Men det fremgår tydeligt af de breve, boligorganisationen sender ud ved boligbytte, at der skal være tale om en varig bopæl.

Sagen er gratis for Tårnbyhuse, for manden er blevet dømt til både at fraflytte lejligheden og betale de 7.000 kroner, sagen har kostet Tårnbyhuse.

 

Men det har taget lang tid. Boligbyttet gik igennem i august 2017. Sagen blev sendt til advokat i august samme år, lige så snart det blev opdaget, at lejeren ikke længere stod på adressen. Men det er først den 30. november, at den attraktive lejlighed igen bliver fraflyttet.

 

Det skyldes de lange ventetider på at få en sag for en dommer.