INDBLIK: Svært at løfte forebyggelse uden lokal læge

08. jan 2019

Sundhedstilstanden er generelt ringere blandt borgere, der bor i almene boliger, end i den øvrige danske befolkning. Det fremgår af en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Forskellen er tydelig for alle indikatorer – helbredsrelateret livskvalitet, sygelighed, sociale relationer og sundhedsadfærd.

 

Beboere i almene boliger går også mere til lægen. I løbet af et år har 82 procent været i kontakt med en læge. Behovet for lægehjælp i almene boligområder er udtalt.

 

Rapporten sætter et særligt fokus på sundhedstilstanden i såkaldte ghettområder, og selv om der ikke er store forskelle i forhold til de øvrige almene boligområder, skiller beboerne i ”ghettoområderne” sig alligevel ud på flere parametre. En større andel har en dårligere mental sundhed, er nedtrykt, deprimeret eller ulykkelig og/eller har migræne eller hyppig hovedpine.

 

Samtidig slår rapporten fast, at beboere i almene boliger fortsat har svagere sociale relationer, og en større andel oplever ikke at have nogle at tale med, hvis de har problemer eller brug for støtte.

 

Analysen er udarbejdet for BL – Danmarks Almene Boliger, og forskerne trækker på tal fra Den Nationale Sundhedsprofil. Profilen er baseret på svar fra over 180.000 danskere om sundhed, sygdom og trivsel.

 

KENDSKAB TIL PATIENTEN

Betydningen af god adgang til praktiserende læge er et aspekt, som Marie Broholm-Jørgensen forsker i på Syddansk Universitet. Hendes speciale er sociale relationer og sammenhæng med almen lægepraksis. Hun konstaterer på baggrund af sin nylige ph.d.-afhandling om forholdet imellem praktiserende læge og patient, at en besværliggjort kontakt til den praktiserende læge i særlig grad påvirker patienter med en dårlig sundhedstilstand.

 

”Det unikke ved den praktiserende læge er, at lægen kender den enkelte patient og patientens sociale historie og ofte er i stand til at opfange symptomer i mødet 34 Fagbladet Boligen med patienten. Når muligheden for at opbygge dette kendskab er hæmmet, rammer det overvejende patienter med komplekse problemer, heriblandt KOL, den kroniske lungesygdom, og psykiske lidelser,” siger Marie Broholm-Jørgensen.

 

Hertil kommer, pointerer hun, at forebyggelse bliver nedprioriteret i forhold til behandling af det akutte. Afhandlingen er baseret på interviews med læger og patienter i København samt observationsstudier fra konsultationer, men afstanden fra patient til lægepraksis indgår ikke i undersøgelsen.

 

”Men jeg kan fra flere nordiske studier se og bekræfte, at er der stor afstand til lægen, og har patienten mange sygdomsproblemer, går det ud over kvaliteten af behandlingen,” siger Marie Broholm-Jørgensen.

 

MOTIVERET TIL AT ÆNDRE ADFÆRD

I rapporten fra Statens Institut for Folkesundhed præsenteres udviklingen i sundhedstilstand imellem 2010 og 2017, hvor dette er muligt.

 

Her er der opmuntrende nyt flere steder trods lægemangel. Mens vurderingen af eget helbred er faldet en smule i den øvrige befolkning, og er uændret blandt beboere i almene boliger, har der været en positiv udvikling blandt beboere i såkaldte ghettområder, og disse beboeres fysiske helbred er også blevet bedre i denne periode.

 

Ydermere er sygeligheden uændret blandt almene beboere i ”ghettoområder” fra 2010 til 2017.

 

Samtidig synes beboere i ”ghettoområder” at være særligt motiveret for at nedsætte deres alkoholforbrug og spise mere sundt. Der er altså en vilje til at indgå i en forebyggende indsats, som praktiserende læger kunne understøtte, hvis de havde været til stede i boligområdet.

“Det unikke ved den praktiserende læge er, at lægen kender den enkelte patient og patientens sociale historie og ofte er i stand til at opfange symptomer i mødet med patienten” - MARIE BROHOLM-JØRGENSEN, FORSKER, SYDDANSK UNIVERSITET