Her er Boligens mest læste historier i 2018

08. jan 2019

Almene boliger har nok næppe stået så højt på den politiske agenda, som de gjorde i 2018. Og det afspejler de mange historier, som Fagbladet Boligen publicerede i 2018 også.

 

Den såkaldte 'ghettopakke' blev vedtaget før jul og resulterede bl.a. i, at andelen af almene familieboliger skal nedbringes til 40 procent senest i 2030. Selv om der er nye dispensationsmuligheder for de mindre områder, betyder ghettolisten, at et meget stort antal almene boliger på tværs af landet skal omdannes, herunder skal der også nedrives.

 

Her bringer vi 10 af de historier, som vores læsere klikkede allermest på.

 

Langkærparken vinder nordisk 'Bostadspris'

Boligområdet fra Tilst modtog en prestigefuld nordisk pris for renovering og jobindsats. Samtidig blev en ny rapport om det nordiske byggemarked præsenteret på NBO-konferencen for de nordiske boligorganisationer. 

 

Lykketoft: “40-procentreglen er som at bruge en forhammer - når man kan nøjes med en pincet

Det var på forvaltningskonferencen i Nyborg, at Mogens Lykketoft kom med overskriften til denne artikel, der blev en af årets mest læste. Han sagde: “Jeg har ikke været tæt på de forhandlinger. Men jeg har indtryk af, at man i mange af områderne i forvejen er i en positiv udvikling. Det er vel at løse et problem med en forhammer, når man bør benytte en pincet,” sagde den igennem mange år store taktiker i Socialdemokratiet.

 

Se kort: Her er landets 16 'hårdeste' boligområder

Antallet af udsatte boligområder er 57. De er fordelt på 27 kommuner. Heraf er 25 såkaldte ‘ghettoområder’. Sådan var det i hvert fald i maj 2018. Siden er tallet faldet til 15, men se kortet her. Sådan så det ud sidste år.

 

Unge med indvandrerbaggrund uddanner sig – uanset bopæl 

Det har begrænset betydning for uddannelsesniveauet, om unge med indvandrerbaggrund bor i eller uden for et udsat boligområde. Danskere i udsatte boligområder uddanner sig mindst.

 

Ny ghettoliste: Otte nye områder tilføjet

1. december er der fast kalendergave til beboerne i landets almene boliger. Også i 2018. Transportminister Ole Birk Olesen (LA) offentliggjorde regeringens nye liste over ghettoområder, hvor otte nye områder var tilføjet til listen, mens Korsbækparken i Fredericia ikke længere betragtes som et ghettoområde her i 2019.

 

Spøgelsesbeboere kan bringe boligområder på ghettolisten

For at opsnappe proforma-adresser og anden snyd har Frederiksberg Kommune i tæt samarbejde med boligselskaberne indgået en forsøgsordning, hvor kommunen spærrer for, at Ole eller Hassan automatisk registrerer sig til en bolig. Det har ført til 343 afviste flytninger på et år.

 

Borgere i Skovgårdsparken sender flyttekasserne videre til politikerne

De folkelige protester voksede i takt med at året gik på hæld. Den 4. oktober var en gruppe borgere samlet i Skovgårdsparken i Aarhus med en bunke flyttekasser og et klart budskab de politikere, der vil rive dele af boligområdet ned: ”Flyt jer selv. Vi flytter ikke.”

 

Lejerbo sender cirkulært boligbyggeri i kredsløb 

Lejerbo sender i begyndelsen af 2019 60 boliger til omkring 120 millioner kroner i udbud. De skal bygges efter cirkulære principper, hvor man genanvender mindst 90 procent af byggematerialerne. Faktisk skal byggeriet kunne skilles ad igen, og de brugte elementer skal kunne genbruges - næsten uden at tabe værdi.

 

BL - Danmarks Almene Boliger er medlem af Dansk Erhverv

Med overvældende majoritet besluttede de 173 stemmeberettigede repræsentanter på BL’s repræsentantskabsmøde, at BL fremadrettet er medlem af Dansk Erhverv. Mødet blev holdt i december 2018 i Tivolis Lumbysal i København.

 

Hjemmeboende unge koster dyrt for lavtlønnede forældre

Flere unge fra udsatte boligområder får en gymnasial uddannelse. Men det koster forældrene mange tusinde kroner at have de unge boende hjemme, når de bliver 18 år.