Foto: Thomas Arnbo

Foto: Thomas Arnbo

Beboere taler mod parallelsamfundspakken

01. jul 2018

Beboere fra en række almene boligafdelinger fandt lørdag sammen for at kæmpe mod regeringens aftale mod parallelsamfund.

 

Lørdag den 30. juni inviterede beboere fra forskellige almene boligafdelinger i København under navnet ”Almen Modstand” til konference i Korsgadehallen på Nørrebro. Hovedformålet var at koordinere en kampagne mod den lovpakke som regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti har indgået om initiativer, der modvirker parallelsamfund.


Konferencen trak omkring 120 deltagere i alle aldre samt en gruppe frivillige, der sørgede for maden og passede børnene. De fleste deltagere kom fra København, men der var også almene beboere fra Fyn og Jylland.

 

Læste udspillet

”Almen Modstand” opstod i kølvandet på regeringens lancering af udspillet den 1. marts, fortalte Kamille Hjuler Kofod. Hun er 28 år, læser statskundskab og bor alment på Tagensvej i København. Sammen med beboere fra Bo-Vitas afdeling Mjølnerparken på Nørrebro, satte hun sig til at læse regeringsudspillet.


”Jo mere vi læste, jo mere tænkte vi, at vi må gå ind i det her,” forklarede Kamille Hjuler Kofod.


Hvis lovpakken vedtages i folketinget, indebærer det blandt andet, at etårige skal i obligatorisk dagtilbud og at op mod 10.000 familieboliger skal rives ned eller privatiseres samt at lejere i den forbindelse kan siges op.

 

Måske Bellahøj næste gang

Almen Modstands koordineringsgruppe tog kontakt til bestyrelserne i de såkaldt 16 hårdeste ghettoer og oprettede en facebookgruppe. På det tidspunkt gik Fatma Tounsi, der er 30 år og uddannet biokemiker, ind i arbejdet.

 
”Jeg ser lovpakken som et angreb på hele den almene boligsektor, fordi jeg er bange for, at det ikke kun kommer til at gå ud over boligerne på ghettolisten,” sagde hun, der selv bor i AABs boliger i Bellahøj.


”Hvis der flytter for mange mennesker, der ikke har job eller uddannelse til mit område, så mister jeg pludselig mine demokratiske beboerrettigheder,” sagde Fatma Tounsi.

 

Stop nedrivning

Kamille Hjuler Kofod og Fatma Tounsi åbnede konferencen.


”Vi accepterer ingen salg af almene boliger, ingen nedrivning og ingen stigmatisering og forskelsbehandling af folk på grund af deres adresse,” sagde Fatma Tounsi.


Efter velkomsten holdt Helene Toxværd, formand i Lejernes Landsorganisation, et oplæg, hvor hun hæftede sig ved, at selvom lovpakken skulle være tryghedsskabende, så var den snarere utryghedsskabende. Hun henviste til 40 procents-reglen, der betyder, at boligområder efter fire år på ghettolisten skal nedbringe andelen af almene familieboliger, så de højest udgør 40 procent af områdets boliger.

 

Noget af det værste

”Den 40 procents-regel er noget af det værste, vi har set. Hvor skal de mennesker genhuses? Vi har ikke brug for færre betalbare boliger, men flere,” sagde Helene Toxværd.


”Det er en skandale, fordi vi har en almen sektor, der i mange år har lavet løsninger, dels i forhold til boligmangel, men også i forhold til at løse sociale problemer,” sagde hun.


Peter Arnborg fra Retspolitisk Forening vurderede i sit oplæg, at hverken grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention rummer stærke juridiske 

argumenter mod lovpakken på trods af dens diskriminerende elementer.


”Der står også i aftalen, at politikerne fremover vil se på mindre boligområder i denne sammenhæng. Så der er god mening i den kamp, I har startet,” sagde Peter Arnborg.

 

Demonstration på vej

Konferencens deltagere diskuterede, hvordan de lokalt kunne organisere modstand. En beboer foreslog for eksempel at skrive læserbreve eller dele informationsmateriale ud i afdelingerne, fordi mange almene beboere ikke kender konsekvenserne af lovpakken.


Koordineringsgruppen planlægger en demonstration i København den 29. september og opfordrede de fremmødte til at arrangere demonstrationer i de byer, hvor de bor.


En af de sidste, der tog ordet, var skolelærer Lene Junker, der bor i Arbejdernes Boligforening i Odense.


”Tak for et inspirerende møde. Vi er en blandet flok i den almene sektor, og jeg håber, vi kan få noget op at stå i Odense,” sagde hun, inden hun pakkede rygsækken og tog tilbage til Fyn.


Konferencen blev støttet økonomisk af Nørrebro Lokaludvalg og Græsrodsfonden. Koordineringsgruppen havde delt løbesedler ud og hængt plakater op, men de fleste deltagere oplyste, at de havde fundet konferencen på Facebook eller gennem deres private netværk.

 

FAKTA

Almen Modstands krav:

  • Beboerdemokratiske instanser skal sikres.
  • Stop salg eller nedrivning af almene boliger.
  • Stop for lovforslag, der forringer lejerettigheder og sociale rettigheder.
  • Ghettolisten skal slettes.

Læs også:

Annonce Annonce Annonce