Foto: Flemming Leitorp

Foto: Flemming Leitorp

Socialministeren ser på boligstøtte til delelejligheder

30. okt 2017

Delelejligheder kan være en del af løsningen på den voksende hjemløshed blandt unge, mener kommuner. Men kritiserer, at regler for boligstøtte spænder ben. Børne- og socialminister Mai Mercado (K) vil se på problemet.

 

Hvis tre bliver anvist til at dele en lejlighed, kan de søge boligstøtte. Hvis kommunen derimod anviser to til en delebolig, så kan de ikke søge boligstøtte.

For loven om boligstøtte hænger ikke sammen med lovgivningen om anvisningen til almene boliger.

Som Fagbladet Boligen tidligere har beskrevet, mener frikommunenetværket ”Billige boliger og fleksible boligløsninger”, at en lovændring vil skaffe boliger til mange socialt udsatte.

Boligstøtte

Boligstøttelov kan give flere boliger til socialt udsatte

Mange udsatte unge står uden bolig. En del kunne få en delebolig, men loven om boligstøtte gør det meget svært. Nu vil fem kommuner for anden gang søge om at få det ændret som et forsøg.

03. okt 2017

Netværket består af Randers, Roskilde, København, Favrskov, Aarhus og Høje-Taastrup og fik senest afslag på et forsøg med boligstøtte til to fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) i februar i år.


Nu vil børne- og socialminister Mai Mercado se på sagen. Hun har netop præsenteret sin handlingsplan imod hjemløshed og har særligt øje for de unge.


”Jeg fik det præsenteret på et dialogmøde om hjemløshed. Min udfordring er, at det ikke ligger inden for mit resortområde (ministeriets ansvarsområde red.). Så det tager lidt længere tid at arbejde sig ned i. Men det er blevet rejst som en problematik,” siger Mai Mercado til Fagbladetboligen.dk.

 

Boligløse har færre penge til husleje

I foråret 2016 vedtog Folketinget at ændre loven, så kommunerne kan anvise to personer til en delebolig. Tidligere skulle der være tre.


Den ændring er også med i regeringens handlingsplan imod hjemløshed, som Mai Mercado præsenterede i oktober. Her står det på listen over tiltag, som regeringen allerede har gjort, for at styrke kommunernes adgang til billige boliger.


Deleboliger er blevet mere aktuelt, fordi de boligløse på listerne har fået færre penge til at betale husleje efter kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og den lavere kontanthjælp til unge.


I de seneste år er andelen af returnerede boliger steget markant.


I 2011 returnerede Københavns Kommune cirka hver 3. bolig, som de almene boligorganisationer stillede til rådighed. I 2016 var det lige under halvdelen, oplyser Susan Fiil Præstegaard, chefkonsulent hos Socialforvaltningen i Københavns Kommune.